Søg Sitemap Udskriv Hjem
Trekantområdets Affaldsselskab I/S
Bronzevej 6  6000 Kolding  Telefon +45 7632 5000  Telefax +45 7532 5055  Send email

Organisk affald

TAS deltager i udviklingsprojektet REnescience, som er et projekt støttet af EUDP
 
I projektet indgår etablering af et fuldskalaanlæg på Amagerforbrænding, som årligt kan behandle 80.000 tons usorteret dagrenovation (husholdningsaffald) til en biovæske, der kan bruges til biogasproduktion med deraf følgende energiproduktion i form af el og varme.
 
Det centrale i anlægget er en enzymbehandling, som gør hele den organiske del af dagrenovation til en flydende biovæske med et stort indhold af organisk stof, der er let at nedbryde og omsætte i et biogasanlæg.
 
Et vigtigt forhold er, at teknologien og anlægget forventes at være i stand til at håndtere og behandle usorteret dagrenovation. Dvs. at det ikke er nødvendigt med en opdeling af dagrenovationen i en organisk del og i en del med resten af affaldet i de enkelte husholdninger. Mange andre eksisterende biogasanlæg kræver en forudgående kildesortering, hvor urenheder som metal og plast mv. frasorteres.
 
En anden væsentlig fordel ved REnescience- teknologien er, at en meget stor andel af det organiske stof i dagrenovationen vil blive opsamlet i biovæsken. En makreldåse vil eksempelvis bliver skyllet helt ren, og pappet i en pizzabakke vil blive opløst.
 
Ud over biovæsken kan metal, plast og glas efter en vaskeproces udsorteres til genanvendelse. Desuden bliver der en brændbar restfraktion med en høj brændværdi, som kan forbrændes i et affaldsforbrændingsanlæg.
 
De øvrige samarbejdspartnere i EUDP-projektet er ud over TAS:
  • REnescience A/S - et datterselskab af DONG Energy
  • Amagerforbrænding - 1 tons pilotanlæg og fuldskalaanlæg
  • Københavns Universitet - enzymer
  • Århus Universitet, Foulum – biovæske/bioforgasning
  • DTU – bæredygtighed og livscyklusanalyser
 
Endvidere samarbejder Fredericia Kommune med Dong Energy og TAS om Renescience-teknologi i relation til forgasning af biovæske i Fredericia Renseanlægs eksisterende slambaserede biogasanlæg.
 
TAS’ del af projektet er overordnet set, at undersøge, hvorledes et Renescienceanlæg kunne indpasses i lokalområdet dvs. Trekantområdet. I projektet undersøges forskellige placeringsmuligheder, et lokalt REnescienceanlægs indflydelse på de nuværende aktiviteter i TAS og indflydelsen på de udviklingsplaner TAS i øvrigt har.
 
Af umiddelbare fordele ved et lokalt placeret REnescienceanlæg kan nævnes:
  • TAS har infrastrukturen til at håndtere affaldet
  • TAS har meget store muligheder for at videredistribuere energi i form af el og varme
  • TAS ligger centralt i trekantområdet
 
TAS forventer, at de nærmere undersøgelser i EUDP-projektet vil belyse de forskellige fordele og ulemper.
 
 
EUDP-projektet forventes afsluttet medio 2012.
 
Baggrunden for TAS’ deltagelse i udviklingsprojekt - REnescience
 
TAS I/S har tidligere taget initiativ til dannelsen af det midlertidige deponiselskab Deponi Syd. I forbindelse med disse aktiviteter har flere af regionens kommuner udtrykt ønske om lignende initiativer vedrørende den organiske del af dagrenovation, spildevandsslam og haveaffald samt genanvendeligt affald.
 
TAS har sammen med konsulenter fra Rambøll udarbejdet en ”Plan for behandling af organisk affald” (organisk del af dagrenovation, spildevandsslam og haveaffald). Den udarbejdede plan kan hentes her.
 
Endvidere har TAS taget initiativ til afholdelse af flere informationsmøder om emnet, både med teknikere og politikere fra regionens kommuner.
 
Gennem initiativerne har det været TAS’ hensigt at medvirke til at afdække mulighederne for et større regionalt samarbejde om behandling af organisk affald i den sydvestlige del af Danmark til gavn for borgere, kommuner, miljø og klima.
 
TAS har erfaret, at der er flere forskellige interessante muligheder for fremtidig behandling af organisk affald, men indtil videre har vi ikke fundet disse muligheder umiddelbart oplagte at implementere i forhold til TAS og kommunerne i regionen.
 
Medio 2010 stod TAS med forskellige muligheder, der kunne undersøges nærmere:
 
Kildesorteret organisk del af dagrenovation og spildevandslam
  • Behandling på eksisterende eller nye biogasanlæg
  • Behandling ved kompostering, (inkl. haveaffald) på eksisterende komposteringsanlæg
  • Behandling ved kompostering, (inkl. haveaffald) på nyt komposteringsanlæg
  • Behandling i regionalt REnescience anlæg (usorteret dagrenovation)
 
Spildevandsslam
  • Medforbrænding af slam hos TAS
  • Separat forbrænding af tørret slam hos TAS
 
TAS valgte ultimo 2010 at koncentrere udviklingsaktiviteterne vedrørende organisk affald primært omkring Renescience-teknologien via et EUDP-støttet projekt.
 
TAS har endvidere besluttet at deltage i udviklingsaktiviteter vedr. organisk affald sammen med Komtek A/S i Holsted.